Kulmblog – en smagsdommer

Posted on 12. november 2012

0


Mandag den 12. november 2012 blev så dagen hvor Ibi Støvring fik lov til at præsentere “Videnskabsnyt” i Go’Morgen Danmark. Et tegn fra guderne om, at det er på tide at gå i hi og vente på 2013. Så det overvejer jeg på det kraftigste at gøre. 2012 kan umuligt have mere at byde på rent TV2-mæssigt. TV2-tilrettelæggerne har haft deres finest hour. Et bevis på, at bare fordi det er muligt at stå op kl. 02.00 for at forberede tre-fire timers morgen-TV fra kl. 06.30, så er det ikke nødvendigvis en god idé at gøre det. Forsøget på at gøre videnskaben mere menneskelig eller håndgribelig ved at lade Ibi præsentere det, virker ikke. Heller ikke selv om det handler om talende elefanter og hvaler. Tværtimod. Selv tilberedelsen af diverse former for müsli ville med rette kunne kræve sin plads i “Videnskabsnyt”, med Ibi som ankerkvinde.

Men Go’Morgen Danmark er jo lidt ligesom smøger og cocktailpølser på dåse; jeg ved det ikke er godt for mig, men jeg kan ikke rigtig holde mig fra det. Jeg er storforbruger af det i smug, og ser frem til udviklingen af et plaster der kan dulme min trang til det. Et tyggegummi ville endda gå an.
Nu er det vist bare at læne sig tilbage og vente på hvad de finder af finurligheder til TV2012, som de så snedigt har fremtryllet ved at sammentrække TV2 og årstallet 2012. Det er fjollet. Lige så fjollet som tanken om et retrospektivt program om kongehuset uden Jes Dorph som vært. Det er desværre nok en realitet i år.

Indtil TV2012 kan man passende fordrive tiden ved først at gå ud og investere i DVD-boksen med alt fra Live fra Bremen samlet på 13 DVD’er (!) for derefter at se det. Mit bud er at det kommer til at sprede sig til diverse Fona-butikker i diverse shoppingcentre landet over, på lige fod med herpes i Sunny Beach. Og det kommer de til at gøre frem til samtlige Live fra Bremen-DVD-bokse bliver støbt i cement og muret inde i forskellige kalkgrotter på Møn. En sand perlerække at komiske knaldperler, er hvad det er, som alle befinder sig på stadiet mellem Amin Jensen og det at skære en finger af. Hvis det fortjener prædikatet komik, så er der ingen tvivl om, at Ibi Støvring i den grad fortjener rollen som vært på “Videnskabsnyt”. Hun kunne sågar blive gæstevært i “Smagsdommerne”, hvis ikke det var en del af DR-pakken.

Venlig hilsen

Smagsdommeren

Posted in: Kulmbaks blog