Kulmbaks påskeblog

Posted on 3. april 2012

0


Så er det på’esk. Snaps, påskesild, Nordjylland, traktorer og hvad der ellers følger med. Jeg elsker på’esk. Kaniner og påskeharer lægger æg i utallige af danske bedsteforældres haver. Påsken er den tid på året hvor bedsteforældre glemmer alt om Michael Meyerheim, Morten Resen og Morgen-TV og i stedet forbereder skattejagter i deres haver, for at børnebørnene kan lære noget af alt det de senere hen får at vide er løgn i 6. klasse; 1. Påskeharen har intet at gøre med Jesus. 2. Haren, og for så vidt også kaninen, er begge pattedyr og hvad end Jesus befalede, så kan hverken haren eller kaninen lægge æg. Det er imod deres natur. Jeg skal ikke sige, at det aldrig er sket, men jeg mangler i den grad beviser herfor.

Jeg er ikke teolog og jeg er ikke særskilt religiøs, så jeg burde nok bare lukke af, men jeg undres. Jeg tænker at Jesus i allerhøjeste grad ville undre sig posthumt over, at vi fejrer hans død ved at dekorere vindueskarme med karselandskaber og små gule kyllinger. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg har se sammenhængen med karse og en korsfæstelse. Men det er vel ikke så meget anderledes, end når vi vælger at dekorere vindueskarmene med vat og småfolk med sjove små røde og spidse hatte, for derefter at bilde ungerne ind, at det og en fjollet dans om et pyntet grantræ, har en direkte sammenhæng med en jomfrufødsel for et par tusind år siden.

Det hele bliver camoufleret af julegaver, så alle er glade og glemmer hvor fjollet set-uppet er. Og der synes jeg at påsken mangler noget gave-hysteri. Men så er det, at æggene fra påskeharen kommer ind i billedet. Det opvejer i allerhøjeste grad gaveræset og holder påskens fjollestadie på juleniveau. Vigtigst af alt flytter den søde lille påskeharemis fokus fra det påsken egentlig handler om; Jesu korsfæstelse. Og gudsketakoglov for det. Det sætter lidt kolorit på det hele og gør, at jeg elsker påsken. Man burde måske overvej at eksportere den danske model af påsken til de lande, hvor nogle folk i stedet for bruger påsken på frivilligt at lade sig korsfæste. Hvis bare de vidste hvad de går glip af og hvordan vi her i landet fejrer påsken. Det kunne spare dem for både besøg på skadestuen og stivkrampevaccinen. Og vi kunne på den anden side opleve den største eksportsucces siden Ellerten og Michael Learns To Rock.

Posted in: Kulmbaks blog