Om at være omstillingsparat

Posted on 19. marts 2012

6


Ikke mere formiddags-TV. Ikke flere genudsendelser af Go’morgen Danmark. Ikke mere “Brunch” eller “Lounge” på TV2 Lorry, som da så klart er favoritten blandt alle regionale formiddagsprogrammer. Der var altid friskpresset juice og en, ikke blot farverig, men også dybt misundelsesværdig sofa, med en til tider spændende gæst placeret i den, med det formål at underholde de ca. 45 seere i regionen, som udover mig havde glemt at slukke for TV2 efter Morten Resen-showet med Mikkel Beha Eriksen som vært. Tak Lorry.

Men jeg skal have fokus på noget andet nu, og det er i orden, for jeg er omstillingsparat. Og jeg har for øvrigt holdt mange bolde i luften. På én gang. Og det har givet mig et arbejde. Jep. Jeg har skiftet hele TV2‘s sendeflade ud med et rigtigt arbejde. Det er jeg jo egentlig sindssygt glad for. Men det betyder at jeg går glip af uendeligt mange oplæg til lumre kommentarer fra Peter Tanev fra de altid friske og allestedsnærværende morgenværter. Gerne iført en strikvest.
Jeg skriver til produktionsselskabet i håbet om at få tilsendt alle q-cards fra værterne efter endt optagelse. Eller måske bare lidt highlights på en mail hver søndag formiddag fra den forgangne uge.

Du og jeg, kære morgen-TV, vi havde det sjovt. Vi lo og vi lo. Og vi lo. Men det er forbi. Det er ikke fordi vi som sådan er groet fra hinanden. Men jeg slår op alligevel. Jeg forlader dig til fordel for arbejdsmarkedet. Jeg håber at jeg til tider får dig at se i form af Go’aften Danmark. Men jeg tvivler. Det bliver aldrig det samme. Hvor er ping-pongen mellem vært og vejr-værten? Hvor er TV-huskokkens fantastiske opskrift på honning? Hvor er guiden til bedste campingbus til prisen? Det hele er byttet ud med noget der handler om Jim Lyngvild. Men hvad gør det når Michelle Bellaiche er vært. Hun er Morten Resen uden strikvest.

Heldigvis er Go’Morgen Danmarks og hele Danmarks Morten Resen den nye Bubber, og bliver derfor brugt skambrugt på de fleste programmer på TV2. Det betyder at jeg inden længe sikkert også kan opleve det dejlige menneskes altid ultrapositive tilgang til alt fra plastre til grus, på aftensendefladen. Jeg tænker et haveprogram. Det må være lige op over. Der kan han også bruge begejstringen for grus. Og hvis det går galt med grusen, så ved han en del om plastre. Går det galt her, så har Bubber et nummer til BS.

Advertisements
Posted in: Kulmbaks blog