I øvrigt mener jeg ikke …

Posted on 20. januar 2012

0


… noget om noget som helst i dag. Overhovedet. Som udgangspunkt gør det resten af ugen lettere besværlig i og med at jeg højst sandsynligt kommer i situationer hvor det forventes at jeg forholder mig til et eller andet. Og så må jeg improvisere. Så gælder det bare om at huske hvordan jeg forholder mig til de givne emner, i tilfælde af at jeg senere hen kommer i en situation hvor jeg bliver holdt op på nogle af de emner der er blevet diskuteret. Eller så kan det være at jeg også til den tid vælger at udtrykke min ligeglæde ved at jeg på et tidspunkt rent faktisk har forholdt mig til det.

Nu begynder det at blive langhåret. Men jeg er ligeglad. Og det er nok lige præcis derfor jeg med overvejende stor sandsynlighed ikke kommer til at sidde ved Poul Erik Skammelsens side på TV2 News for at udtrykke min holdning til noget omhandlende aktier eller det seneste album med Kaya Brüel. Og det er også ligegyldigt. For jeg har ingen aktier. Og det seneste album med Kaya Brüel kom i 2010, så det vil ville være decideret uaktuelt. Ikke at det skulle afholde TV2 News fra at sende en helikopter i luften for at finde ud af hvad Kaya laver lige nu. I øvrigt indspillede hun albummet fra 2010 med Ole Kibsgaard. Som jeg heller ingen holdning har til. Ikke lige i dag i hvert fald.

Jeg er også tilbøjelig til at erklære mig fuldstændigt ligeglad med diverse benzinpriser. Primært fordi jeg ikke ejer en bil og med overvejende sandsynlighed heller ikke kommer til det lige med det samme. Dog vil jeg påpege, at det kan være et godt samtaleemne i tilfælde af, at man er til selskab med folk man ikke kender og har bil og samtalen er gået lidt død. Eller hvis Kaya Brüel er uddebateret.

Dog er jeg tilbøjelig til at sige, at jeg kan lokkes. Stik mig en tur i helikopteren og en skammel i studiet med Poul Erik, og jeg siger hvad som helst. Om hvad som helst. Bare ikke lige i dag. Jeg skal nog næsten ikke noget hele næste uge. Og jeg sidder klar ved telefonen, så… Eller stik mig en taxabon, så fiser jeg ud til TV2 News… Og glem taxabon’en, jeg tager bare cyklen. Og glem næste uge. Jeg er på vej nu. Jeg skal bare lige en tur på Shell for at hente Børsen og det seneste album med Kaya Brüel først.

Posted in: Kulmbaks blog