Hvad skete der lige med Josef?

Posted on 24. december 2011

1


Så er det efterhånden ved at være et par tusinde år og ni måneder siden den allestedsnærværende og evigglade Jomfru Maria røg en tur i byen i Nazareth og kom hjem med Helligånden. Det kom der som bekendt en bette knægt ud af. Og det er det vi fejrer i dag. Ved at gå i skoven og fælde et træ for derefter at ydmyge det ved at pynte det med alskins tingeltangel. De andre træer i skoven står tilbage og peger fingre af de mildest talt metroseksuelle juletræer med al deres glimmer. Tak Jesus. Det er også Jesu skyld, at salget af vat boomer i december grundet behovet for at plaste diverse vindueskarme til med nisselandskaber. Og hvad ligner sne mest uden egentlig at være det? Coke. Og det er pissedyrt. Der kan vat slet ikke være med. Og det er lige præcis derfor at vat vandt over coke. Man kunne også have brugt flormelis, hvis man er klar til at leve med risikoen for op til flere glasuruheld.

Og Josef var fin nok til at tage sig af Jesusbarnet og tilgive Maria den lille svipser hun havde med Helligånden. Og gudsketakoglov for det. Eller havde Maria skullet bøvle med Jesu opvækst som alenemor. Bevares, en svipser kan vel ske for alle. Havde julefrokosten som fænomen ikke været et direkte resultat af Jesu fødsel, så kunne det have været en af de undskyldninger som Maria kunne have stukket Josef. Desværre blev kopimaskinen opfundet ca. 2000 år for sent.

Faktisk mener jeg at det er Josef vi bør hylde fremfor Jesus. Eller i det mindste på lige fod med Jesus. Han er vel den der taget imod mest. Han vendte den anden kind til og tilgav Maria samtidig med at han vel tog sig af Jesus under opvæksten. Faktisk synes jeg vi hører alt for lidt til ham i biblen. Fire evangelister, og ingen af dem bekymrer sig synderligt meget om manden der tog sig af Jesus og sørgede for at han ikke blev mobbet sine besynderligheder igennem teenageårene. “Se mig, jeg kan hele folk”. Den havde sgu ikke gået i middelalderen. Eller i Brovst.

Josef var som bekendt tømrer, og det er derfor lidt ironisk og tragikomisk, at det var Josefs foretrukne arbejdsredskaber – træ og søm – der i sidste ende skulle vise sig at tage livet af Jesus. Vidste man ikke bedre kunne man mistro Josef for at have en finger med i spillet. Have slået det første søm i korset, så at sige. Og man kan vel egentlig ikke fortænke ham i det, nu hvor Jesus er løbet med al ære og opmærksomhed. Jeg ville da også blive en kende mopset eller decideret jaloux hvis jeg havde opfostret et vidunderbarn uden at blive krediteret for det. Ikke nok med at Josef ikke var faren. Gudhjælpemig om ikke også alle vidste det. Jesus gik sågar og blærede sig med hvem hans rigtige far var. Skarnsunge. Havde det været i dag var han sgu røget en tur over knæet. Eller have fået en mindre julegave. I stedet endte det som bekendt med en tur til Golgata og et par dage på korset. Så ville jeg nok hellere have haft en tur hen over knæet.

Glædelig jul

Posted in: Kulmbaks blog