Autoreply: tak for din henvendelse. Jeg arbejder her ikke længere…

Posted on 30. september 2011

2


Det er sidste dag på jobbet og jeg har lyst til at skrive en tale. Eller et digt. En lille hyldest til mine kommende ex-kolleger som jeg, for de flestes vedkommende, kommer til at savne. Men jeg ved ikke hvad der rimer på “jeg keder min røv i laser”? Jeg har taget imod mit sidste arbejdsrelaterede telefonopkald og jeg har skrevet min sidste auto-reply til mailen. Det irriterer mig lidt at jeg ikke havde nødderne til at skrive: “Jeg arbejder her ikke mere. Skriv venligst til idontgiveashit@kissmyass.com.” i autosvaret. Men sådan er jeg jo ikke. Jeg er en flink mand og jeg har pli. Så jeg har bare skrevet tak for henvendelsen og at man skal skrive til min kommende ex-chef. Så det må folk jo gøre.

Ærligt talt tror jeg ikke at talen bliver skrevet ned. Det må blive en impro-afskedssalut. Måske den korteste af slagsen. Endnu kortere end den tale der forhåbentligt ikke bliver holdt til mig. Det passer meget godt med at der nok ikke kommer så mange til afslutningen. Foruroligende mange af kollegerne har valgt at gå tidligt i dag. Bevares, det er fredag og og varmt nok til at Amin Jensen sveder i skyggen. Men så er der flere øl til mig. Jeg har også sørget for at der er snacks. Gerne saltstænger eller ting der smager af bacon.

Faktisk tror jeg der kommer flere til mit velkomst-morgenmads-arrangement på mit nye job på mandag. Uden saltstænger og baconsnack. Konklusionen må være at man ikke skal lokke folk med den slags. Jeg burde nok have valgt oliven og små pinde med stykker af feta på, serveret fra en gennemsigtig skål med olivenolie. Og måske have fået en spinkel velourklædt mand med briller til at fremsige min afskedstale til tonerne af noget jazz-agtigt.

Måske en update på afskedsscenariet vil være på sin plads i løbet af weekenden. Gør dig klar til det korteste bloginlæg ever…

Posted in: Kulmbaks blog