Fucking hipster!

Posted on 7. august 2011

2


Jeg indrømmer hermed at jeg er en hipster. Det eneste jeg mangler er en lejlighed et sted nær Sønder Boulevard og måske en hund med et sjovt navn.
Normalt er betegnelsen “hipster” vel egentlig ikke noget hipstere skilter med. Så jeg vil i allerhøjeste grad argumentere for at jeg er meta-hipster. Noget der kendertegner mine hipstertendenser er eksempelvis at fravælge en bodega og i stedet tage på en bogcafé en lørdagaften. Hvor dankortterminalen var skiftet ud med en dankortterminal der ikke virkede. Og hvor glasset med saltstænger var skiftet ud med en lille skål med hipster-peanuts – oliven. Og det endda dem med sten i. Ikke et ondt ord om oliven. De fejler ikke noget som helst. Det er en snack der er skræddersyet til fusionsjazz. Hvilket jeg også har en svaghed for. Midaldrende mænd i fløjlsbukser der spiller musik, som kun mænd i fløjlsbukser forstår at sætte pris på. Det er en sikker vinder. Kun overgået af visse former for gospel.

Der er forbavsende stor forskel på hvad der bliver snakket om på et værtshus på Vesterbro og på en bogcafé på Nørrebro. På værtshuset er en sætning som “seks femmere” meget normal. Næsten ligeså udbredt er “løft for helvede!” På en bogcafé er det lidt mere sofistikerede ting der diskuteres. Såsom hvorvidt det er muligt at slå fiktive dyr ihjel. Kan man miste sin usynlige hest? Tilsyneladende er det en mulighed, hvis man som lille pige omgåes nogle andre piger i klassen, som synes at man er træls.
Ond pige: “Så legede vi at vi var ude og ridde på vores heste”
Annemette: Aj jeg vil også være med. Så satte jeg mig lige op på hesten og red med jer”.
Ond pige: “Det kan du ikke. Din hest er lige død”.
Stakkels Annemette. Jeg håber virkelig du er kommet dig over episoden. Jeg håber at den fiktive hest blev sendt godt afsted til den anden fiktive gård. Eller blev til nogle fantastiske fiktive bøffer.

Posted in: Kulmbaks blog