Rundstyk!

Posted on 28. juni 2011

2


Undskyld! Kære dame i den anden ende af røret. Det var ikke min mening af bide hovedet af dig da du fortalte at jeg kun kunne få 55% af værdien af de ting der blev stjålet i min lejlighed. Det er naturligvis ikke dig der laver reglerne. Jeg skulle i stedet have mødt op på adressen og givet din lortechef et trælår. Det ser jeg nu. Og jeg sendte dig også en undskyldende mail.

Undskyld til Marina fordi jeg har fået den geniale idé at lave et øksemorderskæg. Du synes ikke det er pænt. Det ved jeg. Men ikke desto mindre var det gennemtænkt. Lige fra jeg åbnede den første øl til jeg tog det sidste strøg med skraberen. Men du skal kun leve med det til på mandag. Efter næste års Roskilde..

Undskyld til mine kolleger i morgen fordi jeg ikke har andet end Roskilde i hovedet i morgen. Jeg kan lægge to og to sammen, men heller ikke rigtig meget andet. Ikke fordi at jeg skal lægge to og to sammen i morgen. Det står i hvert fald ikke i min kalender. Endnu. Og egentlig også undskyld for øksemorderskægget. En ti’er på at I heller ikke kan koncentrere jer grundet skægget. Men I skal kun se på én dag. Og nu står der at jeg skal lægge to og to sammen i min kalender. I morgen altså. Det og så to møder og så er jeg klar. Til læderveste, et maje stort anlæg, telte, øl, andre folk med overskæg, hjemmeværnet og Iron Maiden.

Undskyld til min mor som lige har tilkendegivet at hun ikke kan lide skægget. En opfordring skal hermed lyde til at snakke pænt om skægget. Så meget desto større er chancen for at jeg kommer og hjælper folk der skal flytte med at flytte.

Undskyld til min bankrådgiver som får slipset galt i halsen når udskriften over mit forbrug i denne uge bliver printet på mandag. Ikke slipsET. Et slips. Min bankrådgiver er en dame. Det er vel en dame når hun er over tres? Så må hun finde en kollega med et slips, som hun kan få galt i halsen. Ikke kollegaen. Slipset.

På forhånd undskyld indtil næste udgave af kulmbloggen.

Posted in: Kulmbaks blog