Stik mig lige den hudfarvede tusch

Posted on 5. juni 2011

0


Jeg ville egentlig gerne være lastbilchauffør når jeg blev stor. Jeg var decideret tosset med biler som bette. Det er jeg stadig. Jeg drømmer stadig om min Volvo 240. Eller 740. Det er ligegyldigt. Jeg vælger den der er billigst og mest rustfri.

Efter at have fået lov til at køre med en lastbilchauffør blev chaufføren og jeg hurtigt enige om at mine evner nok i højere grad nærmere rakte til en boglig uddannelse. Derfor gik jeg målrettet efter at blive statsautoriseret revisor. Det var dem der tjente flest penge. Derudover drømte jeg om at blive læge og advokat. Ikke grundet pengene… Mere fordi jeg gerne ville gøre noget godt..

Fuck det. Nu er jeg fundraiser og frivillig for et projekt for narkomaner på Vesterbro. Hvor ellers? Og til det har jeg brugt 6 år på historiestudiet. De penge er satme godt givet ud.
Jeg er bare glad for at jeg aldrig har tænkt tanken at jeg gerne ville være en af dem der har bronzefarvet maling på hele kroppen og står stille på Strøget. Jeg har ikke haft nosser til at spørge dem hvad der egentlig gav dem idéen til at gå ind i denne branche. Jeg tænker det var tanken om masser af penge, coke og damer. Coke tror jeg næppe de har indtaget hvis de kan stå SÅ stille, Damer.. ej vel? Penge. Jow der er vel altid en flok spanske turister i byen der synes det er super at der findes danskere der kan stå mere stille end Jacob Friis-Hansen i en fodboldkamp. Jeg vil dog umiddelbart tænke at det er et valg de næppe selv har taget. Der må være en par studievejledere rundt omkring i Danmark der sidder med meget røde ører.

Elev: ”Jamen hvad kan jeg blive?”

Studievejlede: ”Du siger ikke så meget i timerne. Du er ikke så aktiv i idræt. Du er glad for make up. Måske du skulle overveje at blive mimer på Strøget?”

Elev: ”Okay”.

Der er selvfølgelig også dem der ikke har haft brug for den kyndige studievejleders råd og bare har tænkt tanken selv. ”Jeg vil være mimer.” Og dem tager jeg hatten af for. Det er den type der i formning altid har været glade for at male alt i samme farve. ”Nu skal I tegne en kernefamilie”, siger formningslæreren. Og hvordan bliver man egentlig formningslærer? Er kravet bare at man skal være glad for ler og papmaché? ”okay”, siger personen der 20 år senere står som bronzemand på en eller skammel foran Storkespringvandet. ”Stik mig lige den hudfarvede tusch”. Og så er alt på tegningen lige pludseligt hudfarvet. Og det er er armene og hele kroppegedaveret også. Og sådan blev vedkommende opmærksom på at hans lod i livet er er være mimer og fremover skal betale i hvert fald 600 kroner i skat for de penge han månedligt tjener på at klæde sig ud som en der ligner et meget grim statue. Nu er jeg meget konservativ, men helt ærligt; få dig nu et ordentligt job!

Posted in: Kulmbaks blog