Mere disciplin, tak!

Posted on 8. maj 2011

2


I går var en sort dag for TV2 Charlie. Aldrig har så få mennesker set genudsendelsen af et tip top Amin Jensen, hvor han spiller guitar og siger sjove ting. Og det er altså ikke Amins skyld.

Nej det skyldes at alle mænd med hang til fløjl var taget til Roger Waters-koncert i Parken. Det var jeg sådan set også. Men min begejstring for fløjl ligger på et meget lavt niveau. Jeg håber derfor at Parken har betalt en klækkelig kompensation til de gode folk på TV2 Charlie. Og hvad med Werder’s Echte? De får jo ikke en kæft ud af at smide deres reklamepenge efter TV2 Charlie på sådan en aften. Skandale! Jeg overvejer at skrive et læserbrev til Ekstrabladet. Hvis bare jeg kunne i ”I øvrigt mener jeg…” Egentlig kan jeg heller ikke lide Werder’s Echte.

Fløjlsindustrien kunne have haft en fornuftig aften hvis de havde sat salgsboder op rundt omkring Parken. Der sker åbenbart et eller anden med mænd når de kommer op i alderen, der gør at de tænker: ”Stof der er rillet, ujævnt og blødt, det kunne være fedt at lave det om til en habitjakke. Og jeg klistrer lige en læderlap på alle albuerne.”

Det med læderlappen på albuen er rigtig praktisk når man står til en koncert hvor alle de unge bøller prøver at mase sig foran. Så kan man liiiige spærre vejen med albuen. Det sker en del gange til sådan en koncert hvilket betyder at fløjlen på albuen bliver slidt. Derfor lappen. Og ikke nok med at bøllerne maser sig foran. De står også og ryger. Og tager billeder. Jeg kan sagtens se at det er træls at have brugt en god portion af sin efterløn på at en billet til et show, for så derefter at blive forstyrret af unge mennesker og deres mobile telefoner. Lige på det tidspunkt ønskede størstedelen af koncertgængerne med garanti revselsesretten genindført. Hvorfor kan alle koncertgængere ikke bare blive stående stille på deres pladser, uden at tage billeder eller forstyrre sidemanden? Mere disciplin, tak!
Underholdningsniveauet af publikum fejlede ikke en kæft. Og det gjorde koncerten heller ikke.

Posted in: Kulmbaks blog