Kulmbak-Kulmbak

Posted on 6. september 2010

0


Mads Kulmbak-Kulmbak.

Det lyder som et godt navn. Tanken om at skifte navn til dette navn kom efter en lang – meget lang samtale med min gode ven Anders Popov Hansen. Vi sad og lyttede til The Dandy Warhold – og hold nu op et dejligt band! – fordi forsangeren – som er en mand – hedder Coutney Taylor-Taylor. Jeg har tænkt mig at finde ud af hvor mange indskudte sætninger – inspireret af Anders Popov Hansen – jeg kan få ind i indlægget. Jeg regner med at det bliver til en del.

Tanken om navnet kom efter at jeg – igen i dag – sad og lyttede til The Dandy Warhols’ eminente – ja det er eminent, det album! – album Thirteen tales from Urban Bohemia. Køb det! Før din nabo. Det er det album der ryger på når jeg skal sove, når jeg drikker morgenkaffe, når jeg tager en morfar – hvilket jeg ynder at gøre – og når jeg vasker op – hvilket jeg på ingen måde ynder at gøre.

 

Al den snak sporer mig ind på The Brian Jonestown Massacre. Og på The Black Angels. Og på Black Rebel Motorcycle Club. Hvorfor? Fordi de får mig til at slappe helt af. Hvilket meget pudsigt er hvad jeg har gjort i aften. Og meget pudsigt er det lige præcis alle de bands jeg har hørt i aften. Og så lige det seneste Deftones. Fordi det er så svinefedt!

 

Men tilbage til Mads Kulmbak-Kulmbak. Vil det navn få mig til at slappe mere af? Tror det næppe. I skulle bare vide hvor mange mennesker der ikke kan stave til ”Kulmbak”. Forestil jer så hvor mange der kan stave til ”Kulmbak-Kulmbak”. Jeg staver det navn mere end fire gange dagligt. Nogle gange bare for sjov skyld. Nogle gange laver jeg telefonfis og beder dem stave mit navn. Eller Søren Pinds navn. Den mand har bestilt mange læs grus til Lars Løkkes adresse.

Ellers prøv at ringe til grønthandleren og spørg om han har store nødder. Eller lange løg.

Posted in: Kulmbaks blog